Delfiner i myter
Fornemmelsen af slægtsskab imellem mennesker og delfiner går tusinder af år tilbage. Beboere på det gamle Kreta betragtede delfinerne som guder, mens de gamle grækere havde et specielt tempel for hvad de anså for at være delfin guden. På Maori anså de delfinerne som budbringere fra guderne. Disse og andre tidlige kulturer tilbad de guddommelige egenskaber de så i delfinerne.
Delfiner er dog ikke længere opløftet til gudestatus, men for mange folk, er de "havets mennesker" - kloge, skarpsindige og superintelligente. Nogle akvarier og forlystelses parker
hjælper os med at bibeholde dette indtryk ved at give os det indtryk af at deres delfiner er individuelle personligheder. Film, TV og science fiction bøger gør det samme. At fodre vores appetit for denne forbindelse, historier om gennembrud inden for delfin kommunikation er endda ofte blevet overdrevet i medierne (Red. De amerikanske).
For at være fair, skal det lige siges at mere end en forsker har reporteret at en delfin har efterlignet en engelsk sætning - noget som en papegøje også kan gøre. Men på trods at fortsatte forsøg har forskere endnu ikke haft samtaler med delfiner, eller sågar fundet ud af om delfiner har deres eget sprog. Selvom om nogen form for kommunikation eksisterer, så minder det mere om det der sker imellem dig og din hund - end det der sker imellem dig og dine kammerater.
Er delfiner superintelligente? Hjernerne på delfiner og marsvin varierer i størrelse fra den ene race til den anden, men alle er dog rimeligt store. Men størrelsen på hjernen afslører kun lidt om deres intelligens. Hvad bruger delfinerne deres intelligens til? Nogle forskere siger at deres store hjerne måske er til brug for deres sonar og lyd behandling, eller for kravene ved at være et socialt dyr. Men disse påstande er dog ikke bevist. Nogle siger også at en delfins intelligens ligger et sted imellem en hunds og en chimpanses. Svaret er at vi simpelthen ikke ved det. Det er måske unfair at lave sammenligninger. Ligesom et menneskes intelligens passer mennesker, så passer delfinens intelligens delfinen perfekt. Indtil vi ved mere kan vi kun sige at den er anderledes.
Men hvad ved vi så om delfiner? Delfin forskning, der kun er et par årtier gammelt, har skabt meget begejstring. Noget forskning har bevist at nogle gamle historier er sande. Selvom Aristoteles bemærkede at fiskere kunne identificerre delfiner på deres sår og mærker så har generationer af mennesker, og forskere, afvist det som en fabel. Men Aristoteles, der var den første der opdagede at delfiner er pattedyr og ikke fisk, lader til at have videt hvad han snakkede om.
Det samme gælder for det 19. århundredes hvalfangere, ved Twofold Bay i Australien, hvalfangerne kom til at kende spækhuggerne ved deres navne. Ved at jage i flok kunne spækhuggerne hjælpe hvalfangerne ved at jage en hval, bide den i flipperne mens fangerne dræbte den. Mens den store hval blev slæbt i land, spækhuggerne åd tungen og læberne på hvalen og efterlod resten til fangerne. Dette nære samarbejde imellem menneskene og spækhuggerne fortsatte i mange årtier, helt op til 1920'erne.
I dag afslører forskning imellem vilde delfiner at de er både nysgerrige og sociale dyr. Til tider tillader de endda at man rører dem eller svømmer med dem. Gamle romerske historier om drenge der rider på delfiner er højst sandsynligt sande; i de sidste par år har børn såvel som voksne redet på delfiner ved kyststrækninger i Amerika, Irland, Frankrig, Spanien, Jugoslavien, Australien og England. Delfiner er også kendt for at støtte og skubbe druknende svømmere i land. Det skal dog også siges at der er mange kendte tilfælde på at delfiner har skubbet folk VÆK fra sikkerhed eller holdt dem under vandet. Dog er ingen vild delfin kendt for at have dræbt et menneske endnu. Dog er delfinerne stærke og uafhængige dyr der må respekteres TIL ALLE TIDER.
Istedet for at stræbe på at give disse fascinerende sociale dyr menneskelig status, eller ophøje dem til det guddommelige, skulle vi hellere tage dem som de er, og nyde hvor unikke de er - på deres egen måde.
Tilbage